Gennem vandløb og mudder
Jeg retter hovedet op. Fem meter længere fremme kan jeg se lyset fra den anden ende af røret. Det lave loft gør, at jeg er nødt til at kravle på alle fire. For hvert tag, synker armene tyve centimeter dybere ned mudderet. Hovedet prøver jeg blot at holde oven vande. Bagved kan jeg høre Nikolaj der er ved at kravle ind i røret.

Kan man undgå at blive lidt våd?
Den alternative rute til Brejning Station
Ved valgfagets begyndelse fortæller Ingelise, vores lærer, at der findes en alternativ rute til Brejning Station, der ligger et par kilometer fra skolen. En gåtur gennem et vandløb. Kort efter er vi på vej ned mod vandløbets udmunding ved Vejle Fjord for at begynde vores færd op gennem strømmen mod Brejnings togstation.

Lærerne på Brejning Efterskole underviser og inspirerer. Men valgfagene er også, hvad du selv gør dem til.
Eventyrere i ukendt land
Nu ligger vi altså her på vej mod lyset i den anden ende af røret. Det er ikke lige den udfordring, vi havde forventet. Men OK, vi tager imod den. Efter nogen slæben og masen kommer vi igennem. De våde trøjer bliver hurtigt smidt, og få minutter senere er vi på vej igen. Med Pirates of the Caribbean i vores mundradioer og vandrestave i hånden.
Vi var de første elever på skolen, der gik denne rute. Tør du følge efter?

Naturen er fyldt med fine detaljer, man opdager, når man kommer tæt på og kigger godt efter.