”Fremlæggelse af digt for 10. klasserne”

Typisk. Et digt, og ikke nok med det. Det skal læses op for begge 10. klasser. Det er ikke lige min kop the. Jeg kan sagtens skrive et digt eller en hel stil, hvis det skal være. Men læse det op for halvdelen af skolen, og så endda noget som skal indeholde følelser og handle om en konflikt. Jeg har spurgt min dansklærer, Birgitte, om jeg må slippe, men der er ingen nåde, jeg skal.

Hjælp, det er min tur nu

Nu er der ingen vej tilbage. Jeg sidder i Yggdrasil (skolens forsamlingssal), de fleste andre har fremlagt, og jeg har stadig ingen titel til digtet. Nu er det mig. Jeg ryster lidt, går op, venter til jeg er sikker på at jeg kan styre stemmen. Forklarer, at jeg ikke har nogen titel og læser så op. Det går, stemmen ryster ikke, men det går lidt for hurtigt. Min lærer lægger op til debat om digtet og spørger, om der er nogen der har idéer til en titel.

”Et valg”

Folk har masser af forslag. Det kan hedde ”Hvorfor”, ”Jeg vil”, ”Et valg” og flere andre. De kan egentlig godt lide det. De roser mig faktisk og giver mig et kæmpe bifald. Det lykkes mig faktisk at få skrevet et digt og få det læst op. Det kom til at hedde ”Et valg”. Næste gang jeg står ved min personlige grænse, vil jeg tænke på, hvor godt det føltes at have læst digtet op.