Et sted jeg ikke har lyst til at ende

Da dommerne træder ind ad døren, sænker der sig en stilhed over os. En ellers så larmende efterskoleårgang forstår pludselig situationens alvor og bliver stille. Efter et diskret vink fra anklageren rejser vi os op, for det har vores teenagehjerner glemt alt om, vi skulle. Ironisk nok er dette ikke et sted for teenagere. Havner man i den her verden, er det slut med at være barn. Hvis man selv sidder på anklagebænken, er det tid til at stå til ansvar. I dag er det en ung mands tur. Nødtvungen indtager han sin plads, og vores retssag kan endelig begynde.

Er jeg den eneste, som er forvirret?

Anklageren begynder med at fremlægge sin sag. Paragraffer og punkter flyver ud til alle sider i en endeløs strøm af anklager. Det foregår på et helt andet sprog, end jeg er vant til, og min stakkels hjerne står helt af. Ord som, biltyveri, stoffer og våbenlov trænger dog gennem den uforståelige ordsuppe. Jeg kigger rundt på mine efterskolekammerater, og de ser lige så forvirrede ud, som jeg føler mig.

Sandhedens time

Efter at have hørt både anklageren, forsvareren, vidnet og den tiltalte, er det nu tid for dommerne at gå ud bagved og blive enige om hans dom. Der strejfer den tanke mig, at det ikke bare er en slags x-factor votering. De er rent faktisk gået ud bagved for at bestemme et andet menneskes skæbne. Det er ikke bare for sjov det her. Det er alvor!

Fra hans perspektiv

Undervejs i retssagen, får jeg dårlig samvittighed. Jeg føler ikke, at jeg kan være bekendt at sidde og lytte med mens hans skæbne bliver fastlagt. Hele tiden forestiller jeg mig sagen fra hans side. Ikke nok med, at han skal dømmes, han skal også have 52 lykkelige og uskyldige skoleelever til at sidde bag ham. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, sikkert for både mig og ham. Jeg forestiller mig selv i hans sted, og han måske i mit. Han var selv en uskyldig skoleelev engang, og jeg håber, at han kommer tilbage på rette spor igen.