Et hyggeligt hul i jorden

Cille og jeg har travlt. Vi skal lynhurtigt have brygget noget kaffe, lavet noget the og fundet den kage frem, vi har bagt aftenen før. Vi pakker hele molevitten ned i en af de store brødkurve fra køkkenet, tager fire striktrøjer, et fleecetæppe og et liggeunderlag og begiver os ned over marken bag elevbygningen.

Vores mål er tre larmende drenge, der er klædt ud som vaskeægte jord- og betonarbejdere med kasketter og gule veste. De har ikke nogle ben. Sådan ser det ud fra afstand. Men efterhånden, som vi nærmer os dem, kan vi se, at de står nede i et hul. Hullet går dem til livet, og de kan snildt ligge tre mand nede i det. De smider jord til højre og venstre og råber højt, da de ser, at vi har kaffe med til dem.

Kaffepause med jord- og betonarbejdere

Selvom drengene har travlt, tager de sig tid til en lille kaffepause og en hyggesnak med Cille og mig. Men før eller siden kalder arbejdet dem tilbage; de har nemlig store planer med deres hul i jorden. En fredag i november har de tænkt sig at kravle ned i hullet, der forhåbentlig er både bredere og dybere til den tid, og ikke komme op igen før søndag ved aftensmadstid.

Drengene har allieret sig med et par folk rundt omkring på skolen, så de er sikre på, at de ikke kommer til at sulte. De har desuden tænkt sig at føre strøm ned over marken og ned i hullet, så de kan bruge deres computere dernede.

Vi er på bunden af hullet et par gange om ugen

Den eftermiddag kunne Cille og jeg, da vi gik tilbage over marken og op til skolen med vores pakkenelliker, ikke se meget andet end deres hoveder. Det havde været en rigtig hyggelig eftermiddag i blæsevejr med strikketøj, en enkelt fangeleg og sniksnak, kun afbrudt af latteranfald, når drengene enten startede en lille slåskamp, legede krig med jordklumper, eller når en spade midt i et kast røg tre meter væk fra hullet.

Der er stadig et par stykker på skolen der tvivler på bo-i-et-hul-i-en-hel-weekend-projektet, men de har heller ikke haft deres hoveder nede i hullet.