Et boost til adventureracerne
Sådan lød ordene fra den af vores adventurelærer, Kiilerich, da vi første gang hørte om denne ”bindegale” mand kaldet Thure.
En af de vildeste og sjoveste
Thure Kjær er en af Danmarks skøreste, vildeste og sjoveste adventureracer. Gennem sin Facebookside ”Adventureraceren” lægger han oplevelser, refleksioner, tips og tricks og meget, meget mere omkring den voksende sportsgren, adventure/adventure race. Noget som i bund og grund er rimeligt interessant – uanset om man er nybegynder eller erfaren, om man er adventureracer eller ej.
Til næste adventuremodul var vi et par stykker, som havde set den lille film og syntes, at ham der Thure egentlig var ret så cool. Et par uger senere blev ”Stinky feet” vist til en morgensamling. Straks kunne vi se, at vi ikke var de eneste, der delte samme begejstring.
Kan vi få Thure til Brejning?
Vores lærer, Kiilerich, havde gået og snakket om, at det kunne være fedt at få Thure Kjær ud på skolen og holde et foredrag. Da ideen blev præsenteret på adventurelinjen, var der hurtigt nogle, der fik julelys i øjnene. Kiilerich undersøgte med det samme mulighederne for at få Thure til Brejning, og minsandten om det ikke lykkedes.
“Din hjerne fucker med dig”
Det var en mandag aften. Der var linet op i Yggen (vores foredrag/samlingssal Yggdrasil), og med udslåede ører og spænding i kroppen, var vi klar til at tage imod Thure.
Foredraget handlede blandt andet om”Stinky Feet”, ”do’s and don’ts på race” samt ”det mentale på race”.
“Din hjerne fucker med dig,” siger Thure Kjær ud i salen.
“Jeg har lært mig selv, at minde mig selv om, at det bare er hjernen, der siger, at det gør ondt. Det gør ikke ondt. Det er bare min hjerne, der fortæller mig det!”

Thure Kjær i Brejning Efterskoles forsamlingssal
Thure Kjær fortalte meget om hans oplevelser på races og sine egne erfaringer. Alle i salen lyttede i spænding og var opslugte af de vilde udflugter, den vilde mand havde været afsted på. Efter foredraget svarede Thure på en masse spørgsmål, der var puttet i spørgsmålskassen. De mange spørgsmål var vidt forskellige og indeholdt alt fra: “Hvilken creme smører du dine xxxxxx med, Thure?” til: “Hvad er praktisk at tage med på et adventurerace?” og: “Hvad er det dummeste, du nogensinde har gjort?!”
Alt i alt kom han vidt omkring i alle hjørner, og til sidst, var der slet ikke flere spørgsmål at tage af.
De bedste tips og tricks
Der blev hujet og klappet. Herfra kan vi helt klart anbefale Thure Kjær til alle, der er interesserede, eller kunne have lyst til at dyrke adventurerace i hverdagen!
Vi (Nanna og Caroline) skal på adventurerace sammen, og efter foredraget, var vi henne ved Thure for at få de bedste tips og tricks.
“I skal lade være med at tonse af sted, så I er smadrede og ikke kan give den max gas, når I kommer til det svære eller sidste for den sags skyld. Slå til, når det er hårdest! Så kan I indhente og sågar overhale en masse andre!” sagde han meget opmuntrende. Og med dette vandrede vi videre – lidt mere bevidste om, hvad det hele går ud på.