Et år med os og vores kajakker
Kajaksejlads til Lille Afrika
I starten af skoleåret havde vi en linjetur med overnatning til et område kaldet Lille Afrika, der ligger et par kilometer ude af Vejle Fjord. Turen startede lidt over middag, hvor vi alle gjorde os klar. Vi pakkede fællesgrej, personligt udstyr og gik ned til havnen for at sætte kajakkerne i vandet.
Da vi sejlede ud af Brejning Havn var det dejligt vejr, og vi kunne bare nyde at ligge ude på fjordens rolige bølger. Det tog en lille time på vandet, før vi nåede Lille Afrika.
På Lille Afrika byggede vi en lejr, hvorefter nogen, igen, sprang i kajakkerne for at øve grønlændervendinger. Da de kom våde tilbage fik de varmen, og vi hyggede os indtil vi skulle hjem igen.
Friluftsliv er ikke det samme uden kajakkerne
Kajakkerne er en nem og anderledes måde at komme væk fra skolen på. Det kræver ikke ret meget, når skolen alligevel har dem liggende, og det er fedt at kunne plaske rundt på fjorden.
Kajakkerne har været en væsentlig del af friluftsliv på Brejning. Friluftsliv havde ikke været det samme uden.
Træning i kajaksejlads
Når vandet har været varmt nok, har vi sejlet i kajak. Det er fedt, for der er flere forskellige typer, vi kan prøve. Der er fx to dobbeltkajakker, som er helt anderledes at sejle i. Vi har også øvet makkerredningsøvelser ( både med vilje og de mere uheldige, der dukkede op undervejs). Vi har øvet halve grønlændervendinger, hvor vi vælter i vandet og går op til den samme side, som vi væltede i til. Vi har også bare plasket rundt og haft det sjovt.
Kajakkering til Silkeborgsøerne
På vores linjetur, der gik til Silkeborgsøerne, havde vi også kajakkerne med. Vi brugte dem til et GPS- løb, hvor vi først transporterede os rundt i kajakkerne for at sætte posterne ud. Bagefter tog modsatte halvdel af dem, der havde sat poster op, ud og fandt dem igen. Det var en sjov måde at have løb på, og vi havde nogle rigtig hyggelige ture på de smukke søer.