Hvad synes de mon om mig?

Spørgsmålene hober sig op, mens jeg fraværende ser Lillebælt passere. Hvordan er min roomie? Hvem er min kontaktgruppe? Og min nye klasse? Kommer jeg til at passe ind?

Den frygtede første dag

Sådan tænkte jeg for snart 6 uger siden – den 8. august 2013. Dagen hvor jeg sammen med 102 andre spændte mennesker begyndte på Brejning Efterskole og startede den rejse, jeg stadig kun lige er i begyndelsen af.  Jeg husker tydeligt, hvordan jeg næsten ikke turde åbne bildøren, gå det korte stykke hen til hovedtrappen og modtage den lille lap papir med mit værelsesnummer på. Jeg husker tydeligt, hvor lykkelig jeg blev, da jeg hørte, at jeg fik et værelse i elevbygningen. Oven i købet et værelse med udsigt ud over fjorden. 

”Hvad nu hvis hun ikke kan lide mig?”

Nanna Dam og Natalia Bech. Skiltet hænger på døren til mit nye værelse. Mit hjerte banker. Jeg skal bo på dette værelse i et helt år, med denne pige. Hvad nu hvis hun ikke kan lide mig? Eller hun kun vil høre heavy metal musik? Eller hvad nu hvis… Min tankeeksplosion bliver afbrudt, da hun pludselig står i døren. Hun har 10 forskellige tasker i hænderne og et lige så nervøst smil om læberne som det hun formodentlig kan se i mit ansigt.

Brejning – mit nye hjem

De første dage gik stærkt. Der var så mange nye indtryk fra alle sider af, og altid et nyt ansigt at hilse på. Det var både spændende og skræmmende, og i hvert fald trættende. Når vi havde grint færdig, og lyset blev slukket på værelse 22, faldt vi begge i søvn med det samme.

Roomies. Efterskoleordet for værelseskammerater.

Men selvom den første tid var mærkelig, gik der ikke længe, før alle mine værste mareridt var glemt. Allerede efter et par dage blev min roomie, den person jeg kommer til med problemer. Hun er den, jeg bare kan snakke med om alt og intet. Og hun ligger sig ned til mig om natten, når jeg har været så dum at se gyserfilm om aftenen.

Et unikt sammenhold

Inden jeg fik set mig o,m fandt jeg mig selv i gang med at lave tøjkæde halvnøgen, ligge filtret ind i fem forskellige dyner og 10 forskellige ben på plænen, løbe forvildet rundt og lede efter skatte fra de tidligere elever, og uden at tænke over det føle noget helt unikt: Et sammenhold som kun findes her på Brejning.

Teambuilding. Der findes ikke de nerver en munter tøjkæde ikke kan få til at slappe af.

Jeg kan ikke forstå, hvordan det kun er halvanden måned siden, jeg sad i bilen og frygtede at træde ud på skolens parkeringsplads. Vi er først lige begyndt rejsen, og vi har stadig et helt år foran os. Men allerede nu føles Brejning som mit hjem.

At ligge i bunker. Findes der noget bedre end at ligge i bunker?