En vegetars blog – Så er der kød på menuen igen

I gennem den sidste måned har jeg levet i et kød-cølibat, hvor jeg har holdt lang afstand til alt, der er kød. I stedet har jeg vandret forbi de normale borde og ned til det ensomme bord i midten: Vegetarbordet.

Det var et forsøg, der strakte sig i en måned. Nu, i februar, fortæller jeg om, hvad der sker, når der kommer kød på tallerkenen igen.

I en hel måned har jeg holdt mig væk fra bordene med kød på, og nu er det slut. Jeg har holdt mig på måtten og spist vegetarisk, og her i februar kan jeg kun tænke tilbage på det som noget af en oplevelse. Det må jeg være ærlig og sige.

Jeg hoppede ud i måneden og blev positivt overrasket, da jeg fandt ud af, at der var mange forskellige vegetarretter, og at jeg sagtens kunne blive mæt.

Jeg har fået åbnet mine horisonter for, hvad mad egentlig er. Hjemme i Ringe, som er der, hvor jeg bor, er aftensmaden ret simpel at analysere. På min tallerken finder man et stykke kød, en portion kulhydrater, oftest i form af ris, pasta eller kartofler, og en bunke grøntsager. Jeg havde aldrig forestillet mig de muligheder, der er ved ikke at have kød på sin tallerken.

Når det er sagt, så skyndte jeg mig alligevel ned til køkkenet den første dag i februar og selvudnævnte mig som kødspiser igen.

Svensk pølseret med et twist af maveproblemer

Mildt sagt var jeg spændt. Jeg havde fået mange skrækhistorier fortalt om, hvordan jeg ville få et ramaskrig af en rasermave ved nærmest det første stykke kød, jeg overhovedet rørte. Derfor gav det mig et kæmpe chok, og en følelse af, at hele verden snurrede rundt, da jeg så, hvad buffeten inkluderede den herrens første februar.

Som jeg bevægede mig ned ad spisesalen Valhals snævre gang mellem buffeten og bordene, hvor der bliver spist ved, behøvede jeg blot at bruge min lugtesans for at finde ud af, hvad menuen stod på.

Lugten af pølser torperede mine næsebor, og jeg kunne allerede mærke min mave krampe sig sammen. Men nu havde jeg meldt mig som kødspiser igen, så der var ingen vej tilbage. Jeg tog fat i en tallerken og fyldte rigeligt op med den svenske pølseret.

Efter måltidet var jeg parat til at gå min skæbne i møde. Jeg forventede det værste, og mit liv havde allerede passeret mig revy. Jeg hørte vegetarpigerne fra værelse 36’s ord i mine ører. Det her ville ikke ende godt. Men jeg er her jo i dag til at fortælle legenden, så det må ikke have været så slemt.

Det korte af det lange er, at jeg malede fanden på væggen. Min mave havde ikke haft lang nok tid til at vænne sig udelukkende til vegetarmaden, hvilket vil sige, at jeg nemt kunne gå igennem overgangen til kød uden de større komplikationer.

En udfordring værd at afprøve

Her en måned efter, i slutningen af februar, vil jeg erkende, at det har sat et større præg på mig, end jeg havde troet, det ville, til at starte med. Det var helt klart noget af en befrielse endelig at kunne spise kød igen, men januar er ikke en måned, jeg vil kigge tilbage på med ubehag og en dårlige minder.

Tværtimod, engang imellem savner jeg faktisk smagen af den stærke vegetarbøf eller følelsen af mad uden kød. I skrivende stund har jeg endda besluttet mig for, at jeg vil gøre det til en tilbagevendende begivenhed.

Hvert år efter jul vil jeg spise vegetarmad i en hel måned. Man kan godt kalde det for et nytårsforsæt, for det er mit mål i alle nye år fremover. Det vil blive besværligt, for det ved jeg nu, hvor jeg har været igennem måneden.

Jeg håber, at mine historier vil gøre indtryk på mine læsere og få dem til at overveje, om det ikke var noget for dem. Det er i hvert fald helt klart noget, jeg vil anbefale – og det skader jo ikke af at prøve, vel?