En sport kun for drenge?
DelVi skal flytte grænser
Jeg vender mig og ser Daniel komme løbende – meget hurtigt og lidt kluntet. Han sætter af. Flyver gennem luften. Spreder både arme og ben. Og lander med en solid maveplasker i den største mudderpøl i hele skoven. Efter ham følger de andre drenge, som alle laver det ene solide fald efter det andet – lige ned i mudderet til Daniel.
Lige netop
Valgfaget ”Mountainbike”, som består af 1 pige og 17 drenge, er godt i gang med deres sidste officielle time. Derfor giver vi alt, hvad remmer og tøj kan holde. Turen byder både på op- og nedture, som slider benene og kilder i maven. Det er nemlig vidunderligt, at mærke den rene friske luft i lungerne, som føles helt nye efter en sådan tur i skoven.
Nu kan man næsten selv gætte,hvad der skete; én pige VS. mudrede drenge. Ganske rigtigt skulle alle drengene lige give mig et dejligt stort bamsekram. Du ved – hvor man lige gnubber sig, godt og grundigt, så jeg også kan mærke deres glæde ved mudderet… Ja – man kan kun sige, at man er populær i det selskab, som eneste pige.
Det eneste, man kunne høre vores lærer Ingo sige, var:
”De kommer til at fryse, inden vi kommer hjem.”
”Arghh Astrid. Vis nu, at du kan!”
Selvfølgelig lå mudderpølen for foden af en høj stigning. Jeg klikker og klikker en gang til. Mine ben kører rundt, men jeg kommer ikke ud af stedet. Langsomt men sikkert kommer jeg ind på stigningen og får mere og mere fart i pedalerne. Men hjulene kan simpelhen ikke få fat. Vejen er fyldt med blade og løs jord, og dækkenes mønster er dækket af et tykt lag mudder, så de kan slet ikke få fat.
”Arghh Astrid. Vis nu, du kan!”
De vrede ord, løber gennem min hjerne, men mine ben og min cykel, er ikke villige til at samarbejde, så min ene fod lander desværre solidt i jorden, og jeg må trække et stykke.
Et hak i vejen redder mig, og jeg kan nu gøre et nyt forsøg, som endnu engang ender galt. Nu er det virkelig en vred stemme, der kører i mit hovede,
”Hvorfor kan jeg ikke?!!!”
Jeg kan se, at der er andre med samme problem. Men jeg vil klare det. Så som man siger ” tredje gang er lykkens gang” – og det er det også for mig.
Da jeg er blevet godt træt af mig selv, bruger jeg min stædighed og triller så ind på toppen med de andre. Tilbage er kun turen hjem. Nogle kører ud til den dejlige fjord for at vaske mudderet af cyklerne, mens vi andre kører tilbage for at vaske sko, bukser, bluser, arme, ben og cykler. Det er lige før, man skal spules med vandslangen, før vi kan gå ind på skolen og komme i et velfortjent varmt bad.
