En god weekend at være i live
Vinteren har pustet sin kolde ånde udover Brejning, hvor den lægger sig som en krystalkappe. Vi forsvarer os mod den, så godt vi kan med tykke jakker, kakao og en stor portion teenagerberettiget dovenskab. Men samtidig ønsker vi mere af nordens strenge vintervejr. For på trods af al kulden og rimfrosten, der sætter sig i græsset på morgenruten, er sneen udeblevet. Vi har gået og længtes efter en mulighed for at kælke ned af de jyske bakker og starte en snekrig i månedsvis. Endelig indtræffer miraklet. Det er en kold lørdag morgen i januars magt, og jeg vågner til synet af Brejnings røde tegl badet i sne. Fnug på størrelse med fede lodne katte daler ned fra oven og lægger sig til rette i Rosenbedet nedenfor elevbygningen.
”KAPTAJN! Emil! Vågn op!” jubler jeg, og prikker til den sovende knægt, som ligger ved siden af mig. Vi har hustlet klasselokalet Tjalfe og set film til langt ud på natten. Han grynter og lyder i det sekund lige så charmerende som et halvvådt gulvtæppe.
”Det sner!” fortsætter jeg, og det får ham til at røre på sig.
”Sne?!”
Iskolde fotomodeller
”Krik, skriich, krak…” Sneen klager under vores fødder, og i et kort øjeblik synes jeg , at det føles som at gå på kartoffelmel. Det er en fjollet tanke, men weekenden lægger også op til at fjolle. Som weekendens obligatoriske aktivitet, har vi fået til opgave at lave vores egne fotoværker ud fra udvalgte ord.
Lige nu er vi på vej til havnen for at tage et billede, der kan symbolisere ordet ”vrede”, og det ender med mig, der – storsmilende og iført solbriller – kører en sneengleskabende Markus over med Kaptajnens cykel. ”Har du taget det?” råber Markus til Kaptajnen Emil, der indkapsler det frostklare øjeblik med hans højtelskede Leica-kamera? Det har han.
Hvad dagen ellers bringer med sig inkluderer, men begrænser sig ikke til, at jeg lærer at slå smut, at vi laver ’ulovlige’ pandekager, at snebolde bliver kastet (i store mængder), og at vi alle fanger os en seriøs omgang røde kinder. Ikke nogen dårlig lørdag at være i live på.