En atypisk stilletime
DelFie kigger på os; ”skal jeg ikke lave en gris?”
Hurtigt og en smule højt svarer Levke og jeg i kor: ”Selvfølgelig..!”
Jeg skærer en skive og smager på blandingen af chokolade og sukker, der spreder sig i munden. Vi griner og synger med på Medina og Bruno Mars – selvom sangtalenterne på skolen vidst ikke bor på værelse 1…
En næsten-normal onsdag
Det er en helt normal onsdag på efterskolen og vi har stilletime. Men hverken Fie, Levke eller jeg har noget der minder om lektier for, så stilletimen bliver til ”roomietid”. Frem kommer marcipan og nougat, og på med tallerknerne. Sikke vi kan. Grise, blomster, hjerter og vores fantastiske kontaktgruppenavn ”HØJEN” står pludselig smukt placeret på de rene, fine tallerkener.
Det banker på døren!
Vi begynder alle at grine da vores lærer, Ingo, kommer ind og kigger på os med et meget underligt blik.
”Er det ikke lidt sent med det der?” Spørger han.
Og jo, det er det måske. Men på vores værelse er intet for sent, og vi bryder alle sammen ud i et stort grin (Nogle mere end andre. Her nævnes ingen navne…Astrid og Levke!).
Men som alt andet har også denne stilletime en ende. Lige pludselig er der ikke mere marcipan. Derfor smelter vi det sidste chokolade og smasker det ud over vores kreationer, så det ligner en million. I sidste ende, ender det hele med at der ikke er mere konfekt tilbage. For da vi når køkkenet er resten af vores kontaktgruppe, Højen, til stede – og så forsvinder det hele af sig selv, som dug for solen.
