Efterskolens magi
Det er eftermiddag i vores kreative-multirum, Loke. Jeg sidder her med tolv andre mennesker, og der er god stemning. Vi har alle sammen et eller andet projekt kørende. Emilie hækler blomster, Peter laver perleplader, og jeg er selv i gang med at strikke pandebånd til et spejderløb, vi skal af sted på. Tiden forsvinder for os. Det er fantastisk bare at sidde og forsvinde i så simple ting som blomster, perleplader og strikkede pandebånd. Det er, hvad jeg vil kalde for efterskoleboblen.
Hvad er den der bobbel? Magi?
Efterskoleboblen er et underligt begreb. Mennesker, som ikke har gået på efterskole, forstår det nok aldrig helt, og det tror jeg heller ikke er meningen. Det skal opleves.
Jeg mærkede det allerede dagen, efter vi startede her på Brejning Efterskole. Jeg tænkte ikke over det, men det skete bare, uden jeg kunne gøre noget ved det. De første dage handlede det meget om alle de nye ting, som nu skete i min hverdag. Der var utroligt mange ting at forholde sig til de første par dage, og derfor glemte jeg at bekymre mig om andet end Brejning. Men her var også nok med tidspunkter at holde styr på, mennesker at snakke med, og aktiviteter som skulle udføres.
Isoleret fra den store verden
Morgensamlingen er en del af morgenrutinen på Brejning Efterskole, og ingen morgensamlinger ligner hinanden. Denne morgen får vi vist TV-avisen fra den foregående aften. Det slår mig pludselig, at jeg absolut ingen idé har om, hvad der foregår ude i den store globaliserede verden. Jeg er helt isoleret, og det bedste er, at jeg elsker det!
Når alle indtrykkene på den måde vælter ind over dig, er det nemmest og rarest at give efter og lade dig omslutte helt og aldeles af boblen. Jeg tror desuden, at det er rigtig sundt at forsvinde fra alt det ”normale” og leve i nuet. I nuet findes mobiltelefoner kun, når man skal ringe til sin roomie for at høre, hvor ens drikkedunk ligger. Det er ikke særlig ofte, jeg bruger min telefon længere. Det er mest, når mor har brug for at høre, hvordan det går, eller når jeg skal ringe rundt til andre fra skolen.
Vil du også boble? Det kræver kun…
En boble som vores efterskoleboble kan nok godt opleves i en anden form, selvom man ikke er på efterskole. Det kræver ”kun” 114 andre mennesker, som bor sammen med dig på landets flotteste og bedste legeplads, som vi nogle gange kalder vores smørhul her i Brejning. Jeg har rigeligt at tage mig til og keder mig aldrig! Sådan er det med os alle sammen (er jeg i hvert fald overbevist om).