Efterår og forkølelser

”Vil du have en kop te? ”

Min søde roomie Emma har lagt sig syg og skal derfor blive i sengen hele dagen. Nu er det mit job at sørge for, hun har det godt og ikke mangler noget. Som jeg står og venter på, at vandet koger, kan jeg godt mærke, at jeg heller ikke selv er helt på toppen. Selvom jeg egentlig godt kan bruge en dag under dynen i hyggetøj og noget varmt at drikke, smider jeg mit spraglede hjemmestrikkede halstørklæde om halsen og bevæger mig ned i Valhal – vores spisesal. Her bemærker jeg hurtigt, at det ikke kun er Emma, der er syg. Allerede inden vi må begynde at spise, er der lang kø til maden, og næsten alle sygebakkerne er i brug.

Regnbyger med forkølelse i

Som jeg sætter mig ned ved mit faste frokostbord, bliver jeg opmærksom på, at flere af de andre ser en smule matte ud. Jeg kigger rundt – størstedelen virker langt mere trætte end normalt, og larmen er slet ikke så øredøvende. Udenfor blæser det i træerne og snart kommer endnu en mørk sky og sender regnbyger ned over rosenbedet. Efteråret er nået til Brejning og har taget en ordentlig omgang forkølelse med sig.

Kollektiv snøftning på gangene

Når man bor 103 mennesker tæt sammen, som vi gør, er det svært ikke at smitte hinanden. Selvom vi gør, hvad vi kan, for at forhindre det, går der ikke længe, fra den første nyser, til der er kollektiv snøftning på gangene. Det lyder måske træls, at vi sådan pudser næse i kor. Og det er virkelig kedeligt at skulle blive i sengen en hel dag – uden besøg og mulighed for at forlade værelset. Men så længe man kan holde sig rask nok til at tage i skole, er det slet ikke så dårligt at være efterårsforkølet på BE. For det er ikke kun mængden af brugte Kleenex i skraldespandene, men også mængden af hygge, kærlighed og folk der går morgenruten med deres dyner omkring sig, der er stærkt stigende.

Det triste og grå vejr tvinger os alle til at sætte farten ned. En doven, men dog hyggelig stemning breder sig, og der er altid en (eller flere) klar til at putte, når man føler sig utilpas eller bare har brug for at slappe af og blive nusset i håret. Der er altid en skulder, man kan hvile hovedet på, når det føles tungt. Der er altid en støttende og kærlig hånd at holde i, når man ikke har lyst til at være alene. Der er altid gruppesovning i form af kæmpeske at finde, på et af de mange værelser i elevbygningen. Og der er altid et varmt tæppe til overs eller til deling – for her passer vi ikke kun på os selv, men også på hinanden.