Det har været for fedt – på gensyn!

Nu er skoleåret slut, jeg har grædt de tårer jeg skulle græde, og har netop modtaget klasselisten for min nye gymnasieklasse. Jeg er kort sagt kommet videre i livet, med alt man kan ønske sig i bagagen, men jeg ville lige skrive en sidste hilsen til jer kommende elever og mine efterskolekammerater. For jeg tror stadigvæk 12. årgang holder øje med hjemmesiden, selvom vi er stoppet. Det gør jeg i hvert fald!
Kære BE13, I skal glæde rumpen
– ud af bukserne her i ferien, for det næste år bliver nok det fedeste i jeres liv! Et efterskoleår er så ubeskriveligt. I skal selv opleve det før der kan sættes ord på. Det kan godt være lidt hårdt for nogle, at skulle forlade hjemstavnen med familien og vennerne, men I får en kæmpe bonus i form af 100 unge mennesker, der er i samme båd som jer selv. Den bedste erstatning man kan få – overhovedet!
Jeg kan huske, da jeg var til kommende elevers dag.
Jeg tænkte: ”Hold da op, her er mange forskellige typer, vi får da aldrig et godt sammenhold”, men det var lige hvad vi gjorde. Jeg har sjældent oplevet sådan et bredt sammenhold og dybt venskab som det, der herskede på Brejnings 12. årgang. I kommer sikkert til at opleve det samme.
Alle de gange man bare har kunnet ligge på græsplænen
– i solen i én stor dynge med de andre uden at sige et ord eller har siddet og grinet og fjoget på et lille lummert værelse – det var fantastisk! Ens efterskolevenner er ret specielle, for man er sammen med dem hele tiden, i alle situationer. De er nærmest en reserve-søskendeflok.
Noget jeg heller aldrig glemmer
– er den humor, vi havde. Når man går sammen i en fælles glasklokke, begynder en indforstået humor at vokse frem. Den er for det meste sort som kul, eller hamrende åndssvag – en rigtig ungdomshumor. Jeg kan i flæng nævne vores åndede crack-spil, Banan-dildo-mascotten, krigen mellem hovedbygningen og elevbygningen. Sætter man sig ned og tænker det hele igennem, kan man udfylde ringbind med gak og gøgl fra skoleåret.
Men for pokker
– hvor man savner den humor. For ens forældre forstår den SLET ikke. Apropos forældre, så forbered jer på, at jeres forhold ikke bliver det samme når I kommer hjem fra efterskole. Det bliver mere ligeværdigt, og I får sikkert længere tøjler. Til gengæld forventer de gamle, at I har lært ting som at rydde op efter jer selv og tage opvasken. Der er ikke så meget andet at gøre, end at tage det som det kommer.
Ellers må I bare ha’ god sommerferie! Glæd jer som små børn, pak fornuftigt og vær åbne overfor alt og alle. Det giver pote. Jeg kommer sikkert ned og besøger jer engang for at se, om I kan passe ordentligt på VORES skole ;)
Hilsen Niels Anton
P.S. der er masser af skatte på værelserne, find dem, og gem nye til eleverne på de næste årgange!