“Det er sgu’ lidt grænseoverskridende!”
Del“Jeg skulle bare ud og bidrage med lidt moralsk opbakning til Christoffer og Astrid, der ville op i toppen af skolens højeste træ. Men da jeg så stod derude blev Rie ved med at insistere på, at jeg også skulle op. I starten blev jeg ved med hårdnakket at sige “nej!” Jeg er mega højdeskræk, så det der med at klatre er altså ikke lige mig,” fortæller Alexander.
Højdeskræk er noget LO..
Alexander har ofte været irriteret over sin højdeskræk, der tit har forhindret ham i at gøre, noget han ellers virkelig havde lyst til – som f.eks. klatring.
Men da Rie spurgte ham, om han ikke skulle et smut op i toppen, var der ingen tvivl. Under INGEN omstændigheder skulle han have den klatresele på, som hun ellers insisterende viftede om ørene på ham. Men nu er Rie ikke typen, der godtager et NEJ – i hvert fald ikke de første 100 gange. Så efter lidt heftig overtalelse, endte det med at Alexander takkede ja til klatreselen og spændte sig fast.
På vej mod toppen
“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bange. Mine hænder rystede, da jeg spændte mig fast. Men da jeg så havde taget det første hiv i snoren og lettede en meter, var det faktisk okay. De sidste to meter til toppen var dog noget intense, og jeg forlangte faktisk at komme ned igen. Men den idé var Rie og mine venner altså ikke lige med på, så efter lidt diskussion var jeg igen på vej op,” siger Alexander stolt.
Første… og ikke sidste gang
Og det var da heller ikke sidste gang Alexander var oppe i et træ.
“Det var da rart at komme ned igen, men jeg var faktisk oppe uden problemer den næste dag.”
Nogle gange kan man være så bange for noget, at man under ingen omstændigheder vil arbejde med det. Ikke fordi man er en tøsedreng, men fordi det ligger så dybt, at man ikke kan overskue det.
Alexander Grønkjær Nielsen havde netop sådan et problem. Men med lidt god hjælp fra klatreinstruktør Rie overskred han sin mest frygtede grænse.
