Det er nok bare mig…

Vi kan alle have en dårlig dag. Det kender alle – eller i hvert fald de fleste – jo nok til. Alle mine dage her på Brejning er præget af glæde, sjov og ballade, men der er desværre et men. Jeg har præstationsangst, og min skoledag bærer præg af det.

En nagen sniger sig ind

Jeg møder for det meste ind med en positiv indstilling – for selvfølgelig er det ikke hver dag, jeg møder det negative. Men som alle jo ved, er en skole ikke uden prøver og karakterer. Heller ikke en efterskole.

Jeg husker da min dansklærer forleden sagde ud til hele klassen, at vi skulle skrive en erindring, og den skulle afleveres to uger efter. Med andre ord – en stil, som vi ville få karakterer for. Da jeg hørte det fik jeg med det samme en trykken for brystet, der var ubehagelig.

Sammen med min viceforstander, Rasmus, har vi arbejdet på at få den trykken for brystet, der nager, væk – og allerede til vores terminsprøver var jeg slet ikke så nervøs, som jeg før har oplevet.

Der er håb forude

Jeg må nok indrømme, at da jeg startede på BE, syntes jeg, at det så lidt sort ud. For hvordan skulle lige netop jeg kunne få hjælp, når der er 112 andre elever på skolen, der sikkert også har deres at slås med.

Alligevel kunne jeg godt se, at hvis jeg ikke fik hjælp, så ville det helt sikkert ende i noget, jeg slet ikke skulle ud i. Derfor søgte jeg hjælp ved vores viceforstander, Rasmus, da han er vores UU-vejleder. Vi har indtil videre haft nogle møder, og hver gang mødet er slut, stiller han mig altid en opgave, jeg kan arbejde på til næste gang. Det kan være alt fra noget grænseoverskridende til noget så simpelt som en brainstorm. Alt i alt hjælper det, og jeg er godt på vej.

Allerede nu er det bedre

Da jeg færdiggjorde 9. klasse var det med blandede følelser. De fleste følelser var selvfølgelige positive – for hvem vil ikke glæde sig til at starte på Brejning Efterskole? Men alt skulle ikke gå som smurt, for med præstationsangst kan man ikke altid være tilfreds med resultatet af de ting, man laver – det kan jeg i hvert fald ikke.

Næste år venter gymnasiet, og som en del af angsten er gymnasiet noget af det, jeg frygter mest! Derfor hjælper Rasmus viceforstander mig også med at se nye muligheder i det.