Det ændrer ikke på efterskoleoplevelsen at starte lidt for sent
En køjeseng satte en stopper for den planlagte efterskolestart, men ikke for efterskoleoplevelsen. Tag med Marguerite tilbage til d. 9. august, hvor hun skulle være startet på Brejning Efterskole.
Det er torsdag d. 9. august og i dag skulle jeg være startet på Brejning Efterskole. Men for fire dage siden slog jeg mit hoved op i en køjeseng under en sommerlejr og fik hjernerystelse.
Derfor sidder jeg hjemme i Sorgenfri på min seng og tænker: ”Hvor er det meningen, jeg skal have værelse? I elevbygning eller hovedbygning? På et to-mands eller tre-mands værelse?
Jeg vil så gerne have et i elevbygningen med udsigt til fjorden. Har skolen mon skiftet værelset, fordi jeg kommer senere? Hvad hvis min værelseskammerat ikke kan lide mig eller vil ønske, at jeg overhovedet ikke dukkede op? Kan jeg stadig blive en del af fælleskabet eller er det for sent?
Alle tanker kører rundt i mit hoved, og jeg bliver stille og rolig mere og mere i tvivl om, jeg har taget den rigtige beslutning, eller om jeg burde bare droppe det der efterskole – helt. Det er jo ikke sikkert jeg overhovedet kan være en del af fælleskabet alligevel, når jeg kommer for sent…
Til de tanker falder jeg i søvn til d. 9. august og de kommende dage.
Tirsdag d. 14. august er min hjernerystelse stilnet lidt af. Jeg føler mig klar til at tage den lange tur først over storbælt, derefter over Lillebælt for endeligt at lande i Brejning. Så vi ringer ind til skolen og aftaler, at jeg kommer i morgen ved frokosttid.
Jeg er nervøs og stadig i tvivl. Er det den rigtig beslutning? Er efterskole nu noget for mig? Er der stadig plads til mig i fællesskabet?
Om natten har jeg svært ved at falde i søvn, det havde det underligt nok ikke været nætterne før, men i nat… er det bare svært at sove.
Alt er pakket, alt er klart. Mit værelse føles tomt, og tankerne kører rundt. Ligesom alle andre var jeg også bange for at have overpakket og glemt noget.
Om onsdagen d. 15. august sidder vi endelige i bilen og passerer Brejning skiltet. Sommerfuglene racer bare rundt i maven. Tænk, hvis det bliver akavet. De hvide bygninger med orange tage tårner sig op foran os. Der er bum stille. Altså ud over mine to små brødre, der brokker sig over, at de ikke må spille mere, fordi de skal ud af bilen.
Nervøsiteten slipper mig ikke.
Skolen har givet besked på, at de først er tilbage fra aktivitet kl.11:40, så vi var velkommen til at få en kop kaffe eller te nede i køkkenet. Så vi nærmer os hovedtrappen ved hovedbygning og videre hen til den lille nedkørsel, der fører til køkkenet.
Vi står dernede, og kokkene er alle virkelig søde, og Morten, der arbejder i køkkenet, spørger selvfølgelig, om jeg skal på gourmetlinjen.
Så kom det længe ventede øjeblik. Jeg står ved bilen og kan se rækker af elever komme tilbage fra aktivitet. Smilende, glade, skræmmende, hvad mon de tænker om mig? Ved de, hvem jeg er, og at jeg kommer?
Jeg kender en lille håndfuld fra kurser, events og spejderløb i forvejen. De dukker op med mellemrum, men ens for dem alle er, at hver og en kommer over, giver et kram og siger hej. Det er sødt af dem, men ingen har rigtig nogen ide om, hvor jeg har værelse, eller hvem min værelseskammerat er. Der kommer nogle bud, men de er alle vidt forskellige. Færre og færre elever går forbi. Da jeg tror der ikke er flere, kommer der en sidste gruppe på otte til ti piger. De lyser alle op ved synet af mig. De nærmer sig meget hurtigt og spørger: ”Er du den nye elev, der kommer lidt for sent”, ”Ej, hvis du er, skal du bo på vores gang”, ”Du skal være med til fællestandbørstning om aftenen”.
Men det der nok interesserer mig mest er; ”Jeg skal være din roomie. Ej hvor er jeg bare glad for, at du er kommet, så skal jeg ikke være alene på værelset mere”.
Jeg bliver ført op på kontoret af min værelseskammerat, hvor jeg får et navneskilt. Så går vi ud for at hjælpe med at tage mine ting op på værelset, men underligt nok er der ikke mere i bilen. Vi kigger undrende på hinanden, da en fra min gang passerer. Hun siger: ”Jamen alle gik bare hen og tog noget fra bilen og hjalp med at ligge op på jeres værelse. Så det hele ligger deroppe. ”
Jeg er så forundret over, at andre vil gøre det for mig eller bare generelt gøre det. Min værelseskammeret snakker med iver om, hvor glad hun er for, at jeg endeligt er kommet, og da vi når værelset, har jeg fået seks nye kram og seks nye navne, jeg allerede har glemt. Men, som lovet, er alle mine ting på værelset. Værelse 30 i elevbygningen.
Værelset er ikke stort men meget hyggeligt. Det første jeg bider mærke i, da jeg åbner døren, er det lysende vindue overfor med en vidunderlig udsigt over fjorden. Mine ting ligger i en rodet bunke under vinduskammen. Til højre for døren står en køjeseng, hvor den øverste køje er tom. Min seng. Til venstre for døren efter er et indhak, hvor der står et skab med et firkantet spejl i hovedhøjde. I forlængelse med skabet og køjesengen står på hver side ens skriveborde. Rektangulære, træoverflade med et elektronisk pengeskab, en grå-sort stol og en hvid hylde oven over hører med. Jeg føler mig allerede næsten hjemme. Når alt er på plads, skal her nok være behageligt.
Min værelseskammerat og jeg sidder og snakker til en lærer kigger ind og siger godnat. Vi krammer og går hver i vores seng og er klar til at sove.
Min nervøsitet og tvivlsomhed er som forduftet. Det her lover til at blive et af de bedste år i mit liv.