Den sidste tid – De skøreste ideer – Det sværeste farvel
Når der pludselig kun er en måned tilbage af dit efterskole år, kommer du i tanke om alle de ting, du har gemt bagerst i hovedet. De ting som du nok skulle nå på et eller andet tidspunkt. Men tiden rinder ud desværre, datoen er 26. maj 2014 – Det vil sige kun EN måned til at taskerne er pakket, skolen forlades, og at Gimle, Valhal og Yggdrasil, tilhører BE18.
Vi reagerer ikke alle ens. De fleste udbryder ”Lad være med at nævne det!”, hvis vores afgang pludselig bliver samtaleemnet. Nogle er ved at være mættet af oplevelser, imens andre sikkert kommer til at tude de næste 30 dage. Men de fleste af os vil gerne bare nyde varmen på græsplænen, bade i fjorden og gå en allersidste gang i “genbrugen”, i Spar og til ishuset.
Den omvendte nedtælling er begyndt
Byttetøjaftener, kollektive-gymnasiehjem og nætter under stjernerne er blot nogle af de ting, som vi går op i rundt omkring i disse sidste stunder. Den nedtælling, som jeg havde, før jeg begyndte på efterskolen, har nu talt den anden vej, og den fortæller mig, at det er 290 dage, 16 timer, 24 minutter, og 30 sekunder siden, at jeg startede på Brejning Efterskole.
Outrotur – hvordan kom vi så hurtigt til den?
“8 almindelige skoledage tilbage,” smed en af lærerne i hovedet på mig i morges. 8 dage før det står på prøver, sammenpakning og outtrotur. Jeg mærker tårerne presse på, som dette skrives. Jeg forstår ikke, hvordan det er gået så hurtigt; det føles som i går, da jeg nervøs, kørte med mine forældre herned og gjorde mig klar til den mest udfordrende oplevelse hidtil. Jeg var spændt på alt – det hele var jeg klar på. Nu er jeg klar på intet, som venter forude, for jeg ved, at ligegyldigt hvad der venter, så kan det umuligt slå dette år. Dette år har været det bedste, som jeg nogensinde har haft – takket været jer, BE17.