De venner du børster tænder på

Klokken er tyve minutter i otte, og resten af Dalen kommer lidt efter lidt ind i køkkenet. Da alle sidder ned, Emilie smører sin bolle, og Carl hælder musli op, udbryder “Kaptajnen”:
”Guys, guys, guys. I skal høre om den underligste drøm, jeg havde i nat. Okay. Den startede sådan her…”.

Taknemmelig i en hverdagssituation

Mens Kaptajnen (som i øvrigt hedder Emil) sidder og snakker om et nyt kamera, der er faldet i vandet og derefter bliver stjålet og ender i Amsterdam – og en regnbuefarvet lama med gedeansigt og kaktusvinger, griner vi andre lidt med. Jeg kigger rundt og det går op for mig, hvor skønne disse mennesker er. I en helt almindelig situation – som fx at sidde og spise morgenmad og snakke om underlige drømme – føler jeg mig taknemmelig.

#opmærksomhedsforstærkende tid

Vi er netop nu kommet ind i tiden, som ingen kan lide at snakke om. Den sidste tid på efterskolen. Udlandsturen er ovre, de skriftlige eksamener er lige rundt om hjørnet, og vi skal til at trække mundtlige fordybelsesområder.

Hvad, jeg har oplevet, er, at jeg lægger mærke til langt mere, end jeg gjorde før. Jeg sætter mere pris på sludreaftener med naboerne, solskinsdage med tæpper på plænen og musik fra højtaleren og alle andre BE elever rundt omkring mig. Selv fysiktimerne – som ellers plejer at være volapyk for mig – er begyndt at give nogenlunde mening. Men det vigtigste ved Brejning er menneskene. Klassen, roomien, kæresten og kontaktgruppen.

Morgenmaden som samlingspunkt

Jeg er i kontaktgruppen Dalen, bor på værelse 39 og er roomie med Petra. Som resten af BE18 nok kan nikke anderkendende til, er hele ens kontaktgruppe sjældent samlet på én gang. Faktisk er morgenmaden den eneste stund, hvor vi alle er samlet og kan kigge på hinanden. Men det ændrer ikke på, hvor meget det betyder at have en god kontaktgruppe.

“Her i familien børster vi tænder på hinanden…”

Kontaktgruppen er en slags ekstra familie. Det er dem, der bor lige ved siden af en. Det er dem, som man altid kan grine med – dem man kan skælde ud på, fordi håndklædet ligger på gulvet (i Dalens tilfælde, i håndvasken) og dem, som altid har slik, som man kan stjæle fra (med nogenlunde god samvittighed).

Som jeg skriver dette her, har mørket lagt sig over skolen, og klokken er tæt på 22. De andre tøffer rundt ude på gangen, spørger om det var en god onsdagskage, griner og snakker om, hvor hyggeligt et lejrbål Daniel (vores lærer) havde sat op.

Når kokken slår 22, vil vi alle løbe forvirret rundt for at nå at kramme hinanden godnat midt i tandbørstningen. Nogen vil endda børste tænder på hinanden.

Der er stadig tid tilbage

Den sidste tanke, der strejfer min hjerne, efter jeg har lagt mig i min seng, sludret færdig med Petra og slukket lyset, er ikke en fortvivlet og negativ tanke – for der er stadig tid tilbage. Tid til flere minder, flere fester, flere hyggeaftner med Twin Peaks og dårlige cup noodles. Minderne vil forblive, og resten af kontaktgruppen, plus alle de andre, slipper ikke så let for mig. Tiden har ikke været spildt, og mit år på Brejning har været over alle forventninger.