Brølende stilletime på motorcykel

Det er derfor med noget undren, at jeg svagt ud af det ene øre opfanger en buldren, som jeg egentlig ville beskrive som torden. Det er bare lige sådan, at den dybe rumlen ikke kommer fra himlen, men fra de fjorten skinnende Harley-Davidson motorcykler, der holder på skolens parkeringsplads.

Surprise – I skal ud at køre på Harley

Hele kontraktgruppen spurter ned af trappen – det kan kun gå for langsomt. Udenfor og hen mod parkeringspladsen, hvor fjorten forkromede monster-motorcykler står og kværner i tomgang. Der ryger farten af os. For bagved, og på de fjorten motorcykler står det, der ved første øjekast, ligner fjorten rockere. Vores kontaktgruppelærer Birgitte står heldigvis også og venter på os. For selvfølgelig er det hende, der står bag. Birgitte har på en eller anden måde lavet en aftale med ”Harley-Davidson Club Kolding” om, at give hendes kontaktgruppe en lille tur, de sent vil glemme. Vi får besked på at vælge en motorcykel hver og sætte os op bagpå.

Med vind i hovedet og drøn i ørerne

Med et drøn kører motorcyklerne ud af indkørslen. Vi kværner op gennem Brejning og derfra ind mod Vejle. Brølet fra de mange motorer og suset af vinden i ørerne overdøver næsten ens tanker. Men hvad skal man også med tanker, når man sidder på en Harley der drøner afsted, og man har hele sin kontaktgruppe i hælene. Det giver et sug i maven da vi kommer til Munkebjerg, og hele motorcyklen pludselig krænger voldsomt, for at følge de skarpe kurver i Munkebjergskovenes hårnålesving.

Da vi kommer ud fra Munkebjerg, indtager Harley’erne en parkeringsplads tæt ved et ishus. Næste overraskelse; Birgitte giver is til hele kontaktgruppen. Vi står med udsigt ind mod Vejle og nærmest sluger vores is… selvfølgelig er vi ivrige efter at komme op på motorcyklerne igen.

En strandet hval… og hvad så

Turen fortsætter ind mod Vejle, men snart er hele gruppen tvunget til at sætte farten ned. Der er sort af mennesker langs stranden. Langs de næste fem kilometer strand holder bilerne parkeret tæt langs vejkanten. Alle som én forsamlet for et se… en strandet hval. På en måde er det som om, at hvalen mister en smule af opmærksomheden, da gruppen af motorcykler passerer. Det er en underlig følelse, at så mange vender hovedet efter os, ja flere af dem tager endda billeder af os. Vi skal næsten helt ind til Vejle, før det er til at køre frit igen. Men så får den ellers også hvad den kan trække.

Det brøler i ørerne mens Harley’en accelererer under mig. Jeg får sneget et blik over skulderen på min bredskuldrede fører og ned på speedometeret. Den lille orange viser peger på 65. Under den lille viser står der ikke km/t men MpH (miles per hour)… noget lidt andet… Jeg drejer hovedet tilbage og kan se alle de andre, på hver deres motorcykel, med hver deres ”rocker” foran.

Skolens sejeste kontaktgruppelærer

Da vi kommer tilbage på skolen, er der ikke så få af de andre der drejer hovedet efter os, og mange kommer nysgerrigt ud i rosenbedet. Flere er tydeligt misundelige. Men hvad skal man gøre – man kan vel ikke gøre for, at man har skolens sejeste kontaktgruppelærer.