Brejning Udfordringen på versefødder

Jeg tager et skridt og det føles som om tusind små bitte nåle stikker op igennem min fod. Vabler på størrelse med to kroner pryder min fod, jeg er træt og på kanten af gråd, men vi tager lige elleve kilometer inden vi går til ro.

Pernille Ditlefsen, 16. årgang

Del

Brejning udfordringen, et årligt tilbagevendende tiltag på efterskolen. Hver elev beslutter sig for en udfordring, som de skal slås med i 24 timer. Udfordringen skal være skræddersyet til den enkelte person, så han eller hun får den bedst mulige udfordring. Jeg og en veninde, Mathilde, havde besluttet os for at udfordre os selv både fysisk og psykisk. I 24 timer ville vi gå på skolens optegnede ruter – dog med et lille aber dabei – ingen dansk samtale ville være tilladt. En gang i timen skulle vi skifte om fra tysk til engelsk og omvendt. Og jeg kan godt love for at de firetyve timer bestemt var en udfordring.

De forkerte sprog og tusind nåle i fødderne

Vi starter godt ud med at gå en rute på 20 kilometer og fortsætter derefter i højt humør mod de 30. Dette skal dog vise sig at blive en noget anden oplevelse. Vi begynder at forvirre hinanden. Pludselig snakker vi de forkerte sprog, og det virker lidt mere fjollet og træls, end jeg bryder mig om. Mine fødder begynder at gøre ondt – det føles som om de sover. Som om tusind små nåle stikker op i dem. Og vejret… Indtil da havde det egentlig været meget fint. Solen havde stået højt på himlen hele dagen. Men nu hvor mørket faldet på, falder mit humør med. Vi kommer tilbage på skolen, og jeg er næsten helt sikker på, at det var det. Nu kan jeg simpelthen ikke mere. Men så træder Mathilde til med viljestyrke og trøstende ord og sammen får vi lagt en slagplan. Vi tager den lille 11-kilometer-rute, og så hviler vi os.

Det der gør 30 timer mere overkommelige

Brejning udfordringen er noget helt specielt. Det er det virkelig. En lærer, der har været på Brejning i mange år, fortæller mig om denne her helt specielle stemning, der altid falder over skolen i de 30 timer, hvor Brejning Udfordringen finder sted. Folk samles og snakker muntert sammen, når de mødes og holder pauser. Lærerne der får lavet sig en base inde i opholdsrummet, hvorfra de sørger for, at alle har det godt. Og ikke mindst vi Brejning elever, der kommer med små kommentarer og opmuntrende ord til hinanden som: ”Hold kæft, hvor er du sej…” eller ”Vi ved, at du kan klare det…” Den mentalitet og gejst er noget, der medvirker til, at de 30 timer bliver en smule nemmere og skoleåret meget bedre.

En sidste gåtur – på vej mod de 90…

Efter seks timers velfortjent søvn vågner jeg op til en af de smukkeste solopgange. Mine fødder har det ikke meget bedre end for seks timer siden, men med nyt mod sætter jeg mig op til endnu en lang gåtur. Ti timer senere kan Mathilde og jeg gå – eller halte for mit vedkommende – stolte ind ad skolens dør efter at have lagt halvfems kilometer bag os.