Brejning for evigt
Da jeg, og alle de andre elever på efterskolen, sagde farvel fredag den 26. juni, troede jeg ikke, at vi kom til at ses særlig tit – men der tog jeg heldigvis fejl. Allerede i den anden uge af ferien havde jeg været sammen med flere. De blå spejderes landslejr, Blå Sommer, gjorde også en forskel, da flere end 40 af os var samlet i en hel uge. Og nu glæder jeg mig til alle de mange sjove ting, vi kommer til at lave i fremtiden.
Efterskolen er fantastisk
Mit år på Brejning efterskole har været enormt lærerigt – både fagligt og socialt. Jeg har lært de dejligste mennesker at kende og samtidig haft de sjoveste men stadig seriøse skoletimer.
En anden overfed ting ved Brejning Efterskole, er sammenholdet mellem årgangene. Selvom man kender dem fra ens egen årgang bedst, kommer man også til at kende mange fra de andre årgange. På Blå Sommer lærte jeg en masse fra andre årgange at kende. Både 7., 8., 9., 10., og 11. årgang.
Heden styrer
Kontaktgruppen ”Heden”. Ja, der var jeg! Det var en lækker kontaktgruppe, med en super dejlig kontaktgruppelærer, Mette, som altid var der for os. Hun var altid til at snakke med – lige meget hvad.
Kontaktgruppen fyldte meget i min hverdag, og hver morgen kunne Thomas Kley – en af de andre fra gruppen – få mig til at smide ting efter ham, når han drillede.
Morgenmaden var altid en sjov tid, og vi var de heldige indehavere af Danmarks største Brøndby fan (Stefan), de ret så uadskillelige Chip og Chap (Maja og Sofie) og Kaffe-narkomanen (Anton). Vi kunne gøre selv de kedeligste ting sjove, med lidt dårlig humor og kreativitet. Det meste af det var nok internt for os, men andre kunne more sig over, at alting vi lavede var lidt åndssvagt.
Vi vandt hele to kontaktgruppe-arrangementer. Kildens foto-løb i Vejle og Lundens kreative lagkage-bagning. Vores eget kontaktgruppe-arrangement ”Rumvæsen-løb” var også en succes.
Skolens dejligste værelseskammerat og naboer var, hvad Heden kunne tilbyde. Min roomie (værelseskammerat) Maja er uforglemmelig. Vi havde det altid sjovt, og der var tit flere beboere på værelse 17; Thomas, Stefan, Anton, Peter, Anna, Mads, Simon og Sofie. I var fantastiske naboer og genboer alle sammen.
Spejder
Spejder var en ting, der fyldte meget af min tid på BE. Selv i hverdagen var der spejder indblandet. Her kunne man snakke om nørdede spejder-ting, uden at folk kiggede mærkeligt på en. Nørder var der masser af, i hvert fald Grej-nørder! Og det var en fordel, når man skulle nogen steder hen. Så kunne man bare lige smile sødt og så låne en taske, eller andet af nogen.
Spejderløb var der også masser af. Jeg var selv på fire – blandt andet med engangs-patruljen ”De Messende Stearinlys”. De patruljer, der fik mest opmærksomhed, var nok Dell og Linux. Man blev helt stolt, når de kom hjem og havde vundet endnu et løb. Faktisk bare det at bære Brejning-tørklædet, gav en følelse af stolthed.
Pas godt på jer selv!
Årgang 12. … Jeg mangler jer i min hverdag. Hver og én. Håber sådan at I har det godt derude og nyder sommerferien, selvom det er så super trist, at vi ikke skal tilbage til august. I har gjort mig til den jeg er nu, og det er jeg glad for. I vil altid være i mine tanker, det skal i vide! I har gjort mit efterskoleår til noget helt specielt!
Ha’ et vidunderligt år BE13
Selvom det er underligt og lidt øv for os, at det, efter sommerferien, er nogle nye der overtager skolen, vil jeg og resten af BE12 ønske jer et godt år på efterskolen. Jeg håber I får et ligeså eventyrligt år på Brejning, som vi havde. Nyd tiden, for den går hurtigt, og pludselig er det hele slut!
– Christina Sandal / Cirkeline / pinky