Brejning Efterskole – ikke kun for spejdere

Men da jeg besøgte skolen, fandt jeg ud af, at var det rigtigt nok. Eller i hvert fald næsten. Det er ikke en decideret spejderefterskole. Men der ville være mindst 2/3 spejdere på min årgang, hvis jeg startede. Jeg må indrømme, at det gjorde mig lidt i tvivl. Hvad nu hvis de synes, jeg er underlig, fordi jeg ikke er spejder? På den anden side; hvad kan der ske ved at prøve? Meningen med at tage på efterskole er jo at prøve noget nyt. Så jeg tog chancen og sprang ud i det, og jeg har ikke set mig tilbage siden…

Starten på mit eventyr

Jeg mærker et sus i maven, idet jeg skimter skolens prægtige hvide bygninger igennem træernes grene. Efter en halvanden times køretur er jeg her endelig. Jeg kan ikke vente, og det føles som en evighed, før bilen holder stille på græsplænen foran skolen.

“Så er det nu,” tænker jeg, og træder ud i sommervarmen. Mit nye liv på efterskole skal til at begynde.

Spejdere har ikke så meget bagage, vel?

“Åh nej,” tænker jeg, da det går op for mig, hvor meget bagage jeg egentlig har taget med. “Derhjemme var det da ikke så voldsomt var det?”

I traileren ligger min cykel, og bagagerummet er så fyldt, at et par tasker må stå på bagsædet. Allerede nu skiller jeg mig ud, for spejderne har helt sikkert ikke taget så meget med. “Hvorfor skulle jeg også pakke så meget?”

Nå. Der er ingen vej uden om. Jeg tager min cykel, plus diverse tasker. Sammen med mine lige så overlæssede forældre går jeg direkte mod mit nye værelse. Jeg krydser fingre for, at der ikke er nogen, som ser, at jeg har så meget med. Akavet nok går det op for mig, at vi skal gå hele turen en gang til for at få det sidste med. Det føles som om, alle mine tasker skriger: ”SE HER! HENDE HER ER IKKE SPEJDER!”

“Tak stemme i mit hoved, du hjælper ikke det store…”

Et godt førstehåndsindtryk? You’re doing it wrong

“Nu hvor mange af jer er spejdere…” Det er Jette, vores forstander, som taler. Hun står midt på hovedtrappen og holder skolens første tale. Jeg står selv midt i en gruppe af unge, jeg aldrig har set før. Jeg kan ikke lade være med at smile til dem alle sammen, for jeg har glædet mig så meget, at jeg er lige ved at sprænges. “Så skal I huske at tale om andet end 2012-lejren (en lejr for 35.000 spejdere i sommerferien 2012), så de andre også kan være med,” afslutter hun.
“Ja tak!” ryger det ud af mig. Ups. Jeg kom vist til at sige det lidt for højt, for i det samme vender alle sig om og ser på mig. Heldigvis griner de til mig.

“Flot Stine,” tænker jeg. “Ikke nok med, at du ikke er spejder. Nu tror de også, at du er sådan en spejder-hader. Godt førstehånds-indtryk, det må jeg sige…”

At være eller ikke at være spejder

Første gang jeg var på besøg på skolen, mødte jeg en pige, en gammel elev, som heller ikke var spejder. Efter jeg havde snakket med hende, var der noget, som klikkede på plads inden i mig. Det at møde en, som kunne fortælle det fra sin egen synsvinkel, var det, som var afgørende for mit valg af Brejning som min efterskole. Nu kan jeg ikke andet end at give hende ret i, hvad hun sagde til mig dengang. Det kan godt være, at spejder var det store samtaleemne de første par uger. Men der er ingen i dag, som tænker over, hvem der er spejder, og hvem der ikke er.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var hårdt nogle gange, og jeg havde dage, hvor jeg mest af alt havde lyst til at grave mig ned i et hul. Men det er, hvad der sker, når man starter på en efterskole, så hvorfor skulle det være anderledes her?
For sandheden er, at folk egentlig er ligeglade med, hvorvidt du er spejder eller ej. Det er det indre, som tæller – og det er der ikke et eneste spejdertørklæde, der kan lave om på.