BE16: Et fællesskab for livet

En del af mig prøver at banke sandheden ind i hovedet på den del, som stadig lever i Brejningboblen. Det har indtil videre været uden held. Men sandheden er jo, at boblen er sprunget, og virkeligheden presser sig på. Derfor ved jeg jo godt inderst inde, at det kun er indbildning, jeg føler, at jeg skal pakke mine ting igen og rejse tilbage til Brejning.
På trods af min indre kamp, husker alle dele af mig den sidste aften foran skolen. Den var fyldt med på gensyn og kram, og den har sat et dybt spor i mig.

Den sidste krammerunde

Vi stod der på græsplænen i en stor rundkreds. Nogle med hinanden i hænderne, andre med allerede blanke øjne. Thora var den, som gav den første krammer. Den næste fulgte efter, og efterhånden bevægede rækken af mennesker som krammede hinanden sig tættere på mig. Jeg kunne mærke, at min mave begyndte at trække sig sammen, og mit synsfelt blev sløret. Tusinde tanker fór igennem mit hoved, og hele mit efterskoleår passerede revy, imens krammene nærmede sig. Den første aften på skolen, den specielle stemning og de spændte mennesker stod i skarp kontrast til denne aften, hvor alting synes at være vendt på hovedet.

Værelser fyldt med et års venskaber og kærlighed

For næsten et år siden trådte mine venner og jeg første gang ind på vores nye værelser. Dengang var de tomme, men blev hurtigt fyldt op af vores baggage og senere hen vores rod. Men udover tøjbunker, fyldte skriveborde og pynteting på væggene, blev værelserne også fyldt med venskaber og kærlighed, og snart summede hele skolen af et fællesskab, som stille og roligt voksede sig større.

Da vi startede, var det som helt andre personer, end dem vi er i dag. Vi var omtrent 100 unge mennesker, mere eller mindre fremmede for hinanden, som blev smidt sammen på én skole. Sammen har vi knyttet venskaber, løst problemer, løftet i fællesskab og meget, meget mere. Der er sket så mange ting, der har været med til at forvandle os, men det var der på græsplænen den sidste aften, at det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde opnået.

Det smukke ved det hele

Mens vi alle stod der og krammede hinanden på græsplænen, pressede tårerne sig på, da det gik op for mig, at så snart jeg satte mig ind i bilen, ville året her være slut. Det var nu efterhånden ved at være mørkt, og folk havde én efter én forladt skolen, men vi stod stadig en håndfuld mennesker tilbage. Da jeg fik krammet mine sidste venner farvel, begyndte tårerne for alvor at løbe, og efter at have taget mod til mig, gik jeg mine forældre i møde. Da jeg igennem bilruden, så skolens vinduer lyse op, og de sidste silhuetter kramme hinanden på græsplænen, gik det op for mig, at dette ikke var et endeligt farvel.

Det kan godt være, at vi har afsluttet vores efterskoleår, og vores boble er bristet. Men vi har ikke afsluttet vores venskaber. Dette er starten på lange venskaber på tværs af det danske land. Lige meget hvad der sker, så vil vi altid være BE16: Et fælleskab for livet.