Balancen mellem tæthed og mæthed

En efterskole er pakket med mennesker. Ikke bare mennesker – men unge hormonforstyrrede mennesker, der drysser følelser ud over det hele. For det meste er det noget af det bedste ved efterskolen. Du løber aldrig tør for folk at snakke med, og der er altid folk, du holder af omkring dig. Når folk derhjemmefra spørger, hvad det bedste ved at gå på efterskole er, svarer jeg med det samme: ”Fællesskabet.” Det gør jeg, fordi det er unikt. Der er simpelthen en samhørighed, man ikke finder andre steder. Man er så meget sammen her, at man ikke kan undgå at lære rigtig meget om og af hinanden. Det er det, jeg kalder tætheden.

Fra tæthed til…

Men en gang imellem, kan netop min elskede tæthed omklamre mig så meget, at jeg ikke længere kan være i den og får brug for en pause. Jeg bliver fyldt op, jeg får for meget af mennesker.

Man skal tage hensyn til mange og bruge kræfter på at være i et fællesskab. Personligt er jeg en af dem, der en gang imellem glemmer at holde de pauser, jeg burde – og så er det, jeg bliver fyldt op til randen af det, jeg kalder for mætheden.

Mætheden kalder på pauser

Det har overrasket mig, at jeg overhovedet kunne opleve den mæthed. Jeg er vant til bare at nyde al den tæthed, jeg kan få – og opsøge endnu mere, når jeg løber tør for den. Og nu oplever jeg lige pludselig, at der er al den tæthed, jeg har brug for – men jeg bliver til gengæld nødt til selv at finde ud af, hvornår jeg er mæt. Og når jeg så er mæt, må jeg tage nogle pauser. For uden de pauser, kan jeg ikke nyde tætheden. Uden pauserne kan jeg ikke nyde ret meget – bortset fra at sove.

Så for mig er det rigtig vigtigt at kunne træde ud af al den aktivitet, jeg har gang i og holde en pause, før jeg igen kan tage imod nye indtryk og eventyr. Det er noget af det, jeg har lært af at gå på efterskole, fordi jeg skal deale med den hårfine balance imellem tæthed og mæthed. Og det tror jeg på, at jeg kan bruge i fremtiden.