“Argh. Det er hårdt – jeg kan ikke mere…”

Det er hårdt. Jeg er lige blevet færdig med den femte reaktionsøvelse, hvor man ligger på maven, ruller om på ryggen og til sidst hopper op, imens man klapper i hænderne. ”Mili-Birgitte” – vores lærer – fløjter runden af og sætter den næste igang,
”Næste!” råber hun, og min makker, Cecilie, går i gang med reaktionsøvelserne.

Sundt & Grønt… og hårdt

Faget ”Sundt & Grønt” er mange ting. Alle pigerne har de sidste par gange været til samtaler med lærerne, hvor vi hver især har fortalt, hvad vi gerne vil arbejde med i forhold til vores sundhed; kost, motion, styrke osv. Men i dag er det blevet drengenes tur til samtalerne. Til gengæld skal vi piger en tur til Gårslev Hallen. Her bliver vi mødt af Birgitte, der fortæller hvad der skal ske.

“Men – vi er jo kun en flok piger…”

”I skal tage så mange armløft som muligt på 30 sekunder…,” lyder “ordren” fra Birgitte. Da hun viser os øvelsen, hvor vi skal hænge i ribben og holde os selv i armene, går det hurtigt op for os, at det er alvor. Det bliver ikke nogen leg. Otte øvelser med 30 sekunder til hver. Det bliver vildt.

Helt ærligt kommer det som en overraskelse, at vi skal lave noget så hårdt som en militærøvelse. Vi er jo kun en flok piger. På den anden side er det vildt fedt, at man kan udfordre sig selv med armbøjninger, armløft, knæbøjninger, osv. Og når omgivelserne er sikre og de bedste venner støtter, så går det vel.

Min tur igen

”Jeg kan godt. Jeg vil kunne det,” hvisker jeg for mig selv i øret. Jeg prøver ihærdigt at hive mig selv op i armene. Jeg er ikke en af dem, der træner ret meget til hverdag, men jeg vil kunne trække mig selv op.
Jeg prøver og prøver, og til sidst begynder jeg at smile. Det lykkes. En stor sejr…