Aftensammensurium

Jeg sætter mig på græsset og kigger udover fjorden. Vinden er blid, og min krop nyder godt af den aftenfugtige luft.  Duggen falder blank og fin på min hud og marken omkring mig. Mit ansigt bryder af sig selv ud i et smil mod det tusmørkelandskab, som kærtegner mit blik.

Mørket vil mig kun godt

Mørket slutter sig tættere og tættere omkring mig, men jeg er ikke bange, for mørket vil mig kun godt. Det er aften på Brejning Efterskole, og det er nu, jeg slapper allermest af. Det er nu, jeg kan hvile i mig selv. En rolig brise rusker let i mit hår, og jeg kan høre de andres stemmer som en harmoni af glade følelser bag mig. Det er fællesskabet, jeg kan høre.

Elevbygningen. En formørket kæmpe mod nattehimlen.

Brejning er mit hjem

Jeg rejser mig op og vender mig mod elevbygningen, som knejser mod nattehimlen med de hvide mure og det røde tegltag. Nu kan jeg se det – se glæden, som strømmer fra de talrige vinduer, så mørket brister. Der er ikke gået længe, men Brejning føles allerede som et hjem… mine venner allerede som en familie.

Fællesskab. Det er glæde og venskab, der stråler ud af elevbygningen.

En magisk stund

Jeg går mod bygningen, hvor jeg bor. Et par kendte ansigter dukker smilende frem fra mørket, og jeg byder dem lystigt godnat. Jeg gør mig klar til natten og lægger mig i min seng. Den er ikke min for altid men bare for en stund, en magisk stund, kan jeg mærke. Atmosfæren omkring er et sammensurium af glade følelser og gode intentioner. Jeg lukker mine øjne og falder i søvn med et smil på læben.