100 Km smerte og glæde

Planen for min Brejning Udfordring var fra starten at gå 100 km. Det har længe været mit store ønske at få 100 km-mærket og opnå den medfølgende stolthed. Men jeg vidste ikke, hvor vi skulle gå hen, indtil Rita meldte sig på banen.”Jeg kommer fra Mols. Mols er 120 km fra skolen – så I kan gå hjem til mig,” havde hun sagt.24 timer med 5 km i timen – 120 km. Det var jo helt perfekt. 24 timer i rask fart – det skulle da ikke være noget problem!

I sneglefart gennem mørket

Det begynder at blive mørkt og jeg går stadig mere langsomt. Det jeg frygtede fra start er ved at blive virkelighed – jeg sænker Jeppe. Jeg sænker ham og vores fart ned til snegle-4 km i timen. Jeg hader mig selv for det. Noget af det dårlige ved at gå lange distancer er, at man har lang tid til at tænke. Tænke over det man elsker og ikke mindst det man hader. Lige nu hader jeg mig selv for ikke at gå hurtigere…

Jeg overvejer at spørge Jeppe, om vi skal ringe til hans far. Men jeg tør ikke. Vi er kun gået 60 km. Vi kan ikke stoppe nu. Det er for dårligt. Kun halvvejs. Mine øjne følger hver eneste vej-refleks. De fortæller, hvor langt der er til Aarhus – vores næste by. Da vi når 65 km spørger jeg,”Kan vi ikke nok?”
Jeppe er enig. Han kan godt se mine fødders pinsel, da jeg begynder at gå igen. 3 km i timen.

Hvert år er der en maniac, der bare må…

Da jeg vågner kl. 4 næste morgen, er det i Jeppes hus. Det første jeg mærker er mine fødder. De gør så ondt. Planen er at køre ud til det sted, hvor vi blev hentet, og gå videre. Videre mod Mols. Men der er hele 47 km dertil. Normalt er 47 km ikke meget, men lige nu er det en umulighed, som jeg ikke magter. Vi bliver enige om, at vi nok kun bør gå efter de 100 km og vil derfor køre tilbage til skolen og gå resten efter lidt mere søvn. Jeg griner, da Jeppes far der er soldat, siger, at det er nogle ”pæne vabler, jeg har mig der”. Personligt har jeg aldrig set noget lignende, og det gør mig lidt stolt.

Her kommer selvfølgelig spørgsmålet: ”Hvorfor?” Hvert år holder efterskolen BUF: Brejning Udfordringen. Her skal hver elev udfordre sig enten psykisk eller fysisk efter eget valg. Jeg har valgt den årligt tilbagevendende lange gåtur, som der altid er en eller anden maniac, der bare må ud på. I år jeg blandt andre den maniac.

200 meter igen…

Da vi er nået til skolen, går vi ind til Birgitte, der er vagtlærer lige nu. Det er jeg glad for, da jeg synes, at jeg kender hende så godt, at hun helt klart kan skubbe mig mere efter et par timers søvn. Hun spørger, om jeg er klar til de sidste 27, og jeg svarer selvfølgelig (dum som jeg er) – JA.

Friskt tøj. Løbesko. En energidrik. Nu går det stærkt, og det går godt. Jeg bliver glad over den midlertidige sejr. Da vi kommer tilbage til skolen efter de første 12 km, er vi glade. Trætte men glade. Der er ikke langt igen.

Nogle af de andre elever er allerede færdige med deres Brejning Udfordring. ”Gid det var mig,” tænker jeg og går videre med en fart på 7 km i timen. Det gør mig glad og kun hurtigere. Med 5 km igen er jeg færdig. Min plan er at gå morgenruten til slut, men det bliver jeg hurtigt træt af. De sidste 200 meter op ad bakken op mod skolen er de hårdeste skridt, jeg nogensinde har taget. Jeg tænker ikke længere end næste skridt. Det virker. Da jeg ser skranken ved HQ, er det lykkeligt og glædeligt. Mine vabler gør dog stadig ondt efter de bedste 100 km i mit liv.